Vallein Tercinier er en familie, der har været i Cognacområdet i mere end 500 år. Nærmere bestemt kom den første fra familien til området i 1480. Selve vinproduktionen startede dog først i 1791 med købet af Domaine des Forges i byen Chermignac, der ligger ca. 30 km vest for Cognac by. Godset, Domaine des Forges, er den dag i dag stadig hovedsæde og destilleri for Cognac Vallein Tercinier.
I 1850 oprettede George Vallein handelsselskabet under familienavnet og begyndte her produktionen af cognac. Fra starten blev der ansat en professionel kældermester. I dag er det 5. generation af kældermestre fra samme familie, der har været med fra starten. Der har siden 1950 været produceret på 8 pot stills og Vallein Tercinier leverer cognac til både Asien og flere lande i Europa. I dag er det Louis Tercinier der står for produktionen af cognacen, mens søsteren Catherine står for den kommercielle del af firmaet. Begge er 5. generation af familien Tercinier, der producerer cognac fra Domaine des Forges.
Fremstillingen af Pineau sker ved at den færdige cognac blandes med frisk og ugæret druemost. Her bruger man oftest lidt mere modne bær, for at få mere sødme i det færdige produkt. Blandingen sker ca. i blandingsforholdet 20% cognac og 80% ugæret most. Denne blanding lagres i nogle år, hvorefter man har det færdige produkt.
En ganske almindelig Pineau bliver lageret i ca. 1½ - 3 år, men her er der igen mulighed for at lave noget ud over det sædvanlige ved at øge lagringstiden betragteligt. For at kalde en Pineau "Vieux", skal lagringstiden være minimum 5 år i egetræstønder. For at bære betegnelsen "Très Vieux" skal lagringstiden være minimum 10 år i egetræstønder.